Den 1. juni var der aftale om, at Alis og Mette igen skulle en tur i skoven. Planen var Frederikshåb Plantage, men desværre havde vi ikke hverken snorkel eller dykkerbriller med til Rex, og da vandet stod meget højt i plantagen, blev det ikke nogen løsning.
Det blev derfor en alternativ løsning, hvor der blev kørt skovtur omkring Alis’ hjem. Det var en tur i skov og over hede.

Det gjorde imidlertid ikke turen mindre spændende. Skoven står jo smukt lige nu, og til gengæld fik Rex lidt miljøtræning i form af en byggeplads, hvor der var rigtig meget forskelligt, som han skulle forbi. Det var imidlertid ikke noget, Rex lod sig slå ud af, han gik stille og roligt forbi. Den ro, som han og Mette har fået nu, er helt sikkert en stor del Alis’ fortjeneste. Hun har med ro og tålmodighed fået en god ekvipage ud af de to. Det er en fornøjelse.

Det er også tydeligt, at Rex slapper af på turen, og har fuldt tillid til det, der sker.
Der var dog en enkelt ting, som gav ham lidt udfordringer. Der lå en gren over vejen, og Rex mente bestemt den skulle forceres med et spring, hvilket jo er en anelse upraktisk, når der er vogn bagefter, da så vognen også knasede grenen, skulle der endnu et lille spring til, men så var der heldigvis også ro på det med det samme igen.
Lørdagen blev som vanligt på disse skovture afsluttet med en frokost, denne gang hjemme hos Alis, hvor familien havde sluttet sig til.
Alt i alt en rigtig hyggelig lørdag. Vi siger tak til Alis for at være hurtig til at lave en plan B.