Umiddelbart vil de fleste nok sige: Hvad har muslingehøstfest med heste at gøre? Så må jeg sige: I Løgstør har det noget med heste at gøre. I 2016 var jeg der første gang ifm. en artikel til Køresporten. Denne gang var jeg der helt privat. Det sjove var, at det stadig var Bjarne Kristensen, der sad på kuskesædet – jeg kunne dog se, at hestene var skiftet ud. Det var dog stadig store, kraftige koldblodsheste, som tog al virakken med knusende ro.
Det handler i al sin enkelthed om at fejre den første høst på året af Limfjordsmuslinger. Dette gøres i Løgstør ved, at muslingerne sejles ind med Løgstør Limfjordsmuseums båd, derefter losses de, og Olderlauget tilsmager muslingerne, og hvis de godkendes bliver de læsset på vognen og kørt op i gågaden, hvor der så er bespisning af alle fremmødte. Muslingerne blev naturligvis godkendt og læsningen kunne pågå. ‘
Derefter går turen så igennem et menneskemylder for at komme op til gågaden. Hestene skulle bestemt være veltrænede, da der ikke var plads til uforudsete hændelser. Der var meget lidt respekt omkring de store dyr. Barnevogne, småbørn og ældre lod sig ikke forstyrre af dem, så der blev ofte kørt meget tæt på. Dette gør en kusk jo kun, hvis man stoler på sine heste.
Turen bød også på et møde med et lille tog – heller ikke det kunne overraske hestene. De kiggede blot lidt på det underlige fænomen og så var der ikke mere i det.
Når ekvipagen så er kommet til gågaden skal der deles muslinger ud. De lokale restauranter, caféer m.m. står klar med gryder og pander til at tilberede de friske muslinger, og så bliver der ellers delt ud til hele byen. Foruden en skål muslinger udleveres der snaps i rigelige mængder, så jeg håber ikke, der var for mange, der kørte hjem. Muslingerne blev tilberedt på flere forskellige måder, så der var mulighed for smagsprøver på kogte, stegte og i suppe. For de, der ikke var til muslinger stod slagteren klar med grillpølser med tilbehør, så det var ikke nødvendigt at komme sulten hjem, uanset om man var til muslinger eller ej. For os der kommer udefra ligner det mest af alt en hyggelig byfest, hvor gamle og unge mødes om noget så festligt som fejring af foråret og muslingernes sæson.
Efter endt aflæsning gik turen hjemad for de to heste. Så vidt jeg kunne høre på snakken på bukken, gik turen hjemad med hestene forspændt, så jeg ved ikke, hvor langt de har, men givet er det da et stykke vej ind gennem Løgstør. Vi så dem også stå pænt og vente for rødt lys. Det pudsige var, at bilerne næsten ikke turde køre, eller også var passagererne bare nysgerrige. Det gik i hvert fald meget langsomt.
Udover at Løgstør er en muslingeby, er det også en by med meget kunst. Der er store flotte væg/gavlmalerier mange stedet i byen. Det er vel en form for graffiti, men helt bestemt af den pænere slags.